Drejeskive::



På bagsiden af dette billede er anført "14-8 1959 ab." Et næsten tilsvarende foto kan ses her. Hvilken dato maskinen præcist er kørt i drejeskivegraven, er det ikke lykkedes mig at finde ud af - Jernbane-Bladet september 1959 og Aalborg Stiftstidende 11.-16. august 1959 omtaler ikke hændelsen. Maskinen er angiveligt "ophugget 1963 i Støvring". Selv om jeg i 40 år har forsket i jernbanen i Støvring, er det endnu ikke lykkedes mig at finde dokumentation for, at der er ophugget F-maskiner i Støvring. Men jeg leder videre. Billedet kan ses i højere opløsning her. Fotograf: Ukendt - muligvis Ole West. Arkiv: Thomas Boberg Nielsen.

Georg Schmidt skriver på jernbanen.dk den 19. juni 2017:

"Iflg. mine notater fra maskinbogen i Aalborg står der under 675 den 14/8 1959 " kørt i den lille drejeskivegrav". Lkf har muligvis været søvnig for 675 havde kørt 1. havn nat 13-14/8 frem til klokken 5, så mon ikke uheldet er sket tidligt om morgenen.
Det ser ikke ud til, at 675 har taget nogen særlig skade, men han har sikkert fået spredt fyret lidt.:-D 
I de følgende dage står der noteret reparation af røgkammerdør, og man skulle jo ikke ligefrem tro, at det var den det var gået mest ud over. På tidspunktet for uheldet havde Aalborg F-maskinerne 675-682 stationeret, og der blev kørt lokalgodstog til Nørresundby og Skørping med F-maskine. 675 genoptog tjenesten den 31/8 1959 som 2. havn 13.30-21.30. 
Den 9/1 1960 blev 675 sendt til Aarhus til reparation i tog 5982, og vendte tilbage til Aalborg den 20/1 1960 i tog 5973. Den 21/1 1960 blev tjenesten genoptaget som ekstra pladsmaskine 10-18 og dagen efter "sne maskine" 8-11 og derefter 2. havn o s v.
Den 3/5 1960 blev 675 hensat urepareret på grund af en revne i fyrkassen og henstod i Aalborg frem til udrangeringen 14/3 1963 M 2585/63 og efter mine notater ophugget i Randers formentlig af Løgstrup i 1963."











___________
Noter: Se her.